EU har stor indflydelse på den almindelige danskers arbejdsliv og hverdag. Derfor skal vi også styrke, løfte og brede EU-debatten ud. Velkommen til Europa-debat.dk

 

Foto: Rune Evensen
Billedet  kan frit anvendes af pressen
AF Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF og præsident for Food Drink Tobacco sektoren i det europæiske fødevareforbund EFFAT
 
DEBAT: Kommissionen skal vise lønmodtagerne, at social sikkerhed og tryghed bliver vægtet lige så tungt som gevinsten af det indre marked, hvis de skal bakke op om EU-projektet. Det skriver Fødevareforbundet NNF’s formand, Ole Wehlast.

 

Efter det seneste EU-parlamentsvalg gav EU-Kommissionen udtryk for, at den var rystet af, at den europæiske befolkning havde styrket den politiske højrefløj. EU-Kommissionen appellerer derfor til fagbevægelsen om, at vi skal være med til at genskabe tilliden til det europæiske samarbejde og EU-Unionen.
 
Men jeg mangler endnu bevis for, at EU-Kommissionen mener det alvorligt.
 
Godt nok samlede EU-Kommissionen de europæiske arbejdsgiverorganisationer og den europæiske fagbevægelse i et ønske om at revitalisere den sociale dialog. Men når EU-Kommissionen så efterfølgende i sit REFIT-forslag giver det indtryk, at vejen til at give nyt liv til den europæiske økonomi er, at lønmodtagerne i højere og højere grad skal overtage det økonomiske ansvar fra arbejdsgiverne gennem øget jobusikkerhed, ringere arbejdsmiljø, dårligere løn og mindre indflydelse på egne arbejdsvilkår, så er det svært at få en social dialog i gang, når ens modpart sidder og afventer, at de får alle fordelene, og at fagbevægelsen skal have alle ulemperne.
 
Så har EU-Kommissionen jo misforstået den sociale dialog – og formålet med overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Nemlig at de sociale parter forhandler sig frem til ansvarlige og bæredygtige aftaler om løn og ansættelsesvilkår, til gavn for begge parter.
 
Nuvel, så jeg må tolke det som, at EU-Kommissionen mener, at arbejdsgiverne indgår uansvarlige aftaler – som de derfor må hjælpes ud af.
 
Senest har jeg bemærket, at EU-Kommissionen vil opfordre medlemsstaterne i Euro-zonen til at oprette ”nationale-konkurrenceevne komiteer” der skal ”informere” løndannelsesprocessen ved at give relevant information, samtidigt med at man naturligvis hævder, at de ”ikke skal fastlægge lønnen eller blande sig i den rolle og de beføjelser som de sociale partnere har”[i].
 
Nu vil jeg jo helst tillægge EU-Kommissionen, at den har positive motiver i arbejdet med at skabe nyt liv i den europæiske økonomi, men sporene fra Litauen skræmmer. Her har EU-Kommissionens eksperter rådgivet den Litauiske regering og foreslået, at den ændrer arbejdsmarkedslovgivningen på 25 punkter – og naturligvis vil alle de 25 anbefalinger skabe mere usikre ansættelsesvilkår for de litauiske arbejdere.
 
Det skaber for mig tvivl om, hvad EU-Kommissionens motiv er, og det er ikke verdens bedste udgangspunkt, hvis EU-Kommissionen ønsker, at jeg skal arbejde for at få mine medlemmer til at tro og stole på det europæiske projekt. Derfor må EU-Kommissionen sende et klart signal om, at der skal skabes en europæisk social søjle, der hviler på en række overordnede principper som:
 
-      Retten til arbejde og til en løn, der er til at leve af.
 
-      Retten til en erhvervsfaglig uddannelse, efter- og videreuddannelse.
 
-      Et rimeligt økonomisk sikkerhedsnet, hvis den enkelte mister sit arbejde – og en aktiv indsats for at bringe de ledige tilbage på arbejdsmarkedet.
 
-      Nej til social dumping i forbindelse med udstationeringer, vikararbejde og grænseoverskridende serviceydelser.
 
Et sådant signal vil – tror jeg – som med et trylleslag sætte gang i den sociale dialog med arbejdsgiverne, og det vil øge mine muligheder for, at fagbevægelsen kan få en meningsfuld dialog med vores medlemmer om det europæiske projekt.
 
EU-Kommissionen må i praksis vise, at den vægter social sikkerhed og tryghed lige så højt, som den vægter hensynet til det indre markeds funktion.

 


[i] European Commission: Completing Europe’s Economic and Monetary Union. E system of national competitiveness boards.

 

 

 

Indlægget er tidligere bragt hos Altinget d. 8/1.

Danmark står ved en skillevej i det kommende år

Posted on: januar 11th, 2016 by Mikkel Ballegaard Pedersen

 

Den 3. december stemte et overvældende flertal af danskerne nej til afstemningen om at afskaffe retsforbeholdet.
 
Til trods for en politisk elite, som troede, at Danmark ville blive et forbrydermekka med et nej, viste den danske befolkning med afstemningen, at EU ikke nødvendigvis er på rette kurs. Det gælder både Danmarks politik ift. EU, såvel som projektet EU i sig selv.
 
Befolkningens modvilje mod et centraliseret og overnationalt organ, som til stadighed går mod tættere integration og føderalisme kom til udtryk ved folkeafstemningen i december. Dette førte dog ikke til de store refleksioner hos magthaverne i Bruxelles.
 
Men folkeafstemningen i Storbritannien derimod, hvor briterne skal til afstemning om deres fortsatte medlemskab af EU, vil derimod få en helt anden betydning for EU’s fremtid. Og dermed stille Danmark ved en europæisk skillevej.
 
For uanset hvad briterne stemmer, vil det medføre forandringer i EU. EU politikernes arbejde for mere integration vil med andre ord for en gangs skyld blive udfordret af en aktør, som reelt har pondus til at forandre noget.
 
Spørgsmålet er blot, hvad det forandres til og hvor det stiller Danmark.
 
EU må aldrig blive en social union
Det er ofte sagt i folkeskolens historieundervisning, at Danmark indtrådte i EF sammen med Storbritannien for at bevare kontakten til det største aftagerland af dansk svin.
 
Siden da er Tyskland blevet det vigtigste eksportmarked for Danmark. Men det betyder ikke, at vi skal kappe båndene til Storbritannien.
 
For hvor Tyskland er en vigtig handelspartner, er Storbritannien med David Cameron en vigtig politisk partner.
 
For kun sammen med Cameron kan Danmark sikre, at EU ikke bliver en decideret socialpolitisk union.
 
Kun sammen med Cameron kan vi sikre, at EU ikke fortsat blander sig i stadig mindre detaljer som hører den nationale dagsorden til.
 
Alt i alt er det kun sammen med Cameron, at den danske befolkning reelt har en mulighed for at sende et klart og entydigt til Tusk, Juncker og Schulz: Der er brug for at sætte projektet EU i bakgear på en lang række områder, og finde tilbage til et EU bestående af ideernes, varernes og borgernes frie bevægelse.
 
Af den grund stiller Danmark sig ved en europæisk skillevej i 2016 og der er al mulig god grund til at være opmærksomme på, hvordan vi sætter vores aftryk på den britiske genforhandling og dermed EU’s fremtid.

 

 

Et europæisk energifællesskab på dagsordenen

Posted on: december 14th, 2015 by Louise Lindhagen

 

Louise Lindhagen.jpg

På dagens samling i Europa-Parlamentet står den europæiske energiunion på dagsordenen. Gennem længere tid har EU udviklet sig til en misbruger af udenlandsk energi. Det er paradoksalt, at et politisk projekt, der tilbage i 1950’erne lagde visioner for bl.a. at integrere energiproduktionen med kul og atomenergi, endnu ikke har formået at skabe et fællesmarked for energi. Forslaget om en europæisk energiunion er derfor et kærkomment medikament til den europæiske energimisbruger. Men som den evindelige pusher lurer de nationale interesser og kan stikke en kæp i hjulet på det initiativ, der på sigt kan bringe EU ud af sit misbrug.

 

Energiunionen som løsning på et sikkerhedsproblem

EU’s energiproblem er et reelt sikkerhedsproblem. EU importerer ca. 53 pct. af sit samlede energiforbrug, og ca. 66 pct. af EU’s gasforbrug importeres. Markedet for gas er ufleksibelt, da gas transporteres via ledninger, der er dyre at anlægge. Derfor er der en særlig regional usikkerhed i de EU-lande, der tidligere var en del af den sovjetiske sfære, og som stadig er dybt afhængige af importen af russisk gas.

 

Forslaget til en europæisk energiunion er bygget op på fem søjler: Forsyningssikkerhed, gennemførelse af et indre energimarked, øget energieffektivitet, reduktion af CO2-udledning samt forskning og innovation. Med andre ord drejer energiunionen sig om at fremme initiativer, der får energien til at bevæge sig på tværs af landegrænser, at mindske energiforbruget samt at opfinde nye teknologier.

 

Forskellige nationale interesser på spil

Alle 28 EU-lande kan blive enige om, at en energiunion er et godt politisk projekt. Samtidig er der mange forskellige interesser på spil pga. forskellige nationale sikkerhedsinteresser og sammensætninger af det nationale energiforbrug. Det helt centrale spørgsmål er derfor, om medlemsstaterne ser et potentiale ved en øget integration af energimarkedet.

 

Især de østeuropæiske lande, der i høj grad er afhængige af den russiske gasimport, har presset på for at få etableret en energiunion til at sikre gasleverancer. Den nuværende formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, stod i sin tid som Polens regeringschef på mål for et ønske om at oprette et fælles EU-organ, der kunne forhandle gaskontrakter med Rusland på vegne af alle EU-landene. Italien har særligt presset på for at få skabt en integreret energipolitik og et marked med sammenhæng til EU’s klimamålsætninger. Herover har den tyske mastodont været skeptisk, idet et fælles europæisk gasindkøb ville rykke fundamentalt ved markedsmekanismerne for udbud og efterspørgsel. Dertil kommer en række lande, der enten ikke er afhængige af russiske energiforsyninger, eller som selv er nettoeksportører af energi, der ikke har nationale interesser på spil.

 

Nationale interesser må tæmmes

Selvom energitruslen kun er nærværende for de østeuropæiske lande, er de nationale interesser nødt til at blive tæmmet af virkelighedens europæiske skæbnefællesskab. Hvis et østeuropæisk land mister energiforsyningen, risikerer landet at indgå et dårligt kompromis med den russiske pusher, hvis ikke andre EU-lande kan tilføre energiforsyninger, og hvis ikke EU kan tale med en samlet stemme over for Rusland.

 

Der er brug for en politisk og folkelig erkendelse af, at EU kan blive et ubetinget gode på det energipolitiske område. Hvis alle EU-landene havde den politiske vilje til at gennemføre energiunionen, kunne EU komme på afvænning. Med ét enkelt initiativ kan EU bevæge sig mod en større forsyningssikkerhed, hvilket kan skabe tryghed for de europæiske stater i det internationale samfund. Med ét enkelt initiativ kan EU skabe en konkret handling for sin vision for bæredygtighed.

 

Derfor bliver det interessant at følge ugens drøftelser og afstemning om energiunionen i Europa-Parlamentet. Forhåbentligt bliver det en begyndelse til integreret energimarked baseret på effektive løsninger og solidaritet mellem de europæiske nationer.

En styrmand på vej mod afgrunden?

Posted on: december 10th, 2015 by Louise Lindhagen

 

Louise Lindhagen.jpg

I dag, fredag, drager statsminister Lars Løkke Rasmussen til Bruxelles for at klinke skårene efter det danske nej til tilvalgsordningen. Danmarks fortsatte deltagelse i Europol står naturligvis højest på agendaen, men lige herunder ligger et helt fundamentalt spørgsmål og lurer: Hvordan kommer det danske nej til tilvalgsordningen sammen med de skeptiske understrømme i resten af Europa til at påvirke EU?

 

Hvis Lars Løkke Rasmussen formår at gøre sig til et fyrtårn, der på pragmatisk vis sigter på at reformere EU-samarbejdet med en klarere opdeling af kompetencer, vil det ikke kun gavne det europæiske fællesskab. Det kan også give ham en mole at stå på, når han kommer tilbage til Danmark og skal genvinde danskernes tillid til et europæisk projekt med en klar kompetencedeling, hvor der stadig er plads til en politisk kamp. Dermed kan det europæiske projekt blive genoprettet både udadtil og indadtil.

 

Genopretning udadtil: Ny kompetencefordeling – nye allierede

Danskernes nej til tilvalgsordningen kan tolkes på talrige måder, men med det seneste Europa-Parlamentsvalg in mente står det klart, at danskerne generelt set ønsker et andet EU end det, de oplever i deres hverdag og hører om i medierne. Denne skepsis er Løkke Rasmussen nødt til at repræsentere uanset sin egen politiske holdning.

 

Over for Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, er Løkke Rasmussen nødt til at forklare, at der overalt i Europa er oprørte vande over EU. Derfor er der brug for en gennemgribende reformering af det europæiske projekt. Definitionen af, hvad der er grænseoverskridende problemer, skal gøres skarpere og derefter være pejlemærket for fordelingen af kompetencer på forskellige niveauer. Det kan medføre, at hele politikområder skal flyttes væk fra EU og lægges i nationale hænder. Omvendt kan det også betyde, at nogle politikområder flyttes fra det nationale niveau til EU. Herved kan EU, set som et politisk samarbejde på lokalt, nationalt og europæisk niveau, få en klarere demokratisk forankring.

 

I Rådet er Løkke Rasmussen nødt til at søge nye allierede, der ønsker at redde det europæiske projekt fra druknedøden ved at skabe en ny kurs. De politiske uroligheder i Sydeuropa og det faktum, at det yderst EU-skeptiske parti, Front National, lige har vundet første runde af det franske regionsvalg med ca. en tredjedel af de afgivne stemmer, bør gøre det muligt for Løkke Rasmussen at finde allierede, der vil genoprette de europæiske befolkningers tillid til projektet og samtidig tage udgangspunkt i det eksisterende samarbejde.

 

Genopretning indadtil: Jubel-EUropæer uden at elske alt med EU-stempel

Samtidig er det nødvendigt at få genskabt befolkningens tillid til det europæiske projekt. Det kræver, at politikerne gør det klart, at EU ikke blot er et internationalt samarbejde, men også en reel politisk kampplads. Når danskerne bliver stillet over for et europæisk politisk problem, er svaret altså ikke blot et valg mellem for eller imod. Det er også et spørgsmål om blå eller rød, om en borgerlig-liberal eller social retning for EU.

 

Ligesom på nationalt niveau er det europæiske politiske niveau fyldt med nuancer. I stedet for at hetze mod EU skal danske politikere blive bedre til at formidle, at man godt kan være imod en enkelt lov uden at være modstander af det europæiske projekt – ligesom man som politiker kan stemme imod den danske finanslov uden at være modstander af det danske folkestyre.

 

Den forsimplede fortælling, at der kun findes for eller imod EU, er kun til nej-sidens fordel. Som vælger vil man sætte sin foragt for en enkelt lov lig med foragten for hele EU. Derfor skal nuancerne frem, hvis samarbejdet skal kunne bestå i sin nuværende eller i en fremtidig form. Hvis danske politikere formår at skabe disse nuancer og vise, at man godt kan være jubel-EUropæer uden at elske alt, hvad kommer fra EU, vil der være mulighed for at dæmme op for den danske befolknings skepsis.

 

På vej ud over afgrunden?

Hvis genopretningen på de to fronter skal lykkes, er det nødvendigt, at den bekymring over for det europæiske samarbejde, som danskerne udtrykte ved et nej til tilvalgsordningen i sidste uge, bliver taget alvorligt. Løkke Rasmussen er nødt til at se ud over lige-nu-og-her-problemet med Danmarks mulige exit fra Europol og fokusere på de grundlæggende problemer i det europæiske samarbejde. Skepsissen bliver udtalt overalt i Europa på forskellig vis. Derfor bør han tage ansvar og stille sig i spidsen for en ny kompetencefordeling i EU og en ny nuanceret politisk folkelig debat. Hvis ikke, bliver han bare en styrmand blandt de 27 andre regeringsledere, der lader det europæiske projekt sejle udover afgrunden.

Fra EU-tømmermænd til EU-migræne

Posted on: december 6th, 2015 by Louise Lindhagen

 

Louise Lindhagen.jpg

Tømmermændene efter trøste-øllen er så småt ved at lette hos ja-siden efter nederlaget ved torsdagens folkeafstemning. Som følge af nederlaget mødes Folketingets partier i morgen for at finde sammen om et nyt nationalt kompromis og en fælles kurs for Danmark i det europæiske farvand. I værste fald ender dette kursskifte med både at føre Danmark længere væk fra det europæiske projekt og den danske befolkning længere væk fra det politiske niveau.

 

Hvis man skal tro statsminister, Lars Løkke Rasmussens (V), ord, skyldes den gedigne vælgerlussing til ja-siden, at den danske befolkning er skeptisk over for et EU, der er blevet for voluminøst og bureaukratisk. Formodentligt har Løkke Rasmussen nu i sinde at tage sit blå EU-kompromis fra folketingsvalget i juni op af skuffen. Kompromiset indebar hovedsageligt to ønsker: For det første skulle velfærdsrettigheder til vandrende arbejdstagere fra andre EU-lande mindskes for at sikre, at EU ikke udvikler sig til en social union. For det andet skulle Danmark støtte Storbritanniens genforhandling af sit EU-medlemskab.

 

Knæfald for nationalt navlepilleri?

Problemet med det fælles EU-fodslag mellem de blå partier er, at selvom partierne bruger de samme ord og er nået til enighed om hovedtrækkene i deres strategi, ligger deres politiske positioner milevidt fra hinanden. De blå ja-partier ser gerne Danmark i et overstatsligt samarbejde. De vil et borgerligt EU, som regulerer borgernes adfærd og de økonomiske markeder mindst muligt. Omvendt ønsker de blå nej-partier et mellemstatsligt samarbejde, hvor Danmark er et medlem, der selv kan vælge og vrage i samarbejdets politik. Dermed er ja- og nej-siden i blå blok uenige om det grundlæggende karaktertræk for EU, nemlig hvorvidt det europæiske fællesskab kan gå forud for den nationale cost-benefit-tilgang.

 

En fælles EU-aftale i blå blok vil formentligt blive slået op på det tomme slagord ”Frihandel og Fred”. Men hvordan kan man forestille sig frihandel anno 2015 på et indre marked, hvor arbejdskraften skal kunne bevæge sig frit uden en grundlæggende beskyttelse af arbejdstagerne og forbrugere? Hvordan kan man forestille sig frihandel på et indre marked, der har forskellige standarder for bl.a. kemikalier og tilsætningsstoffer?

 

En fælles blå EU-aftale uden inddragelse af lilla eller røde partier kan ende med de blå ja-partiers knæfald for nationalt navlepilleri i håb om at få skabt en politisk kurs mod et mindre regulerende EU.

 

Behov for folkelig høring

Folkeafstemningen har vist, at de danske vælgeres tillid til politikerne i Folketinget er på lavpunktet. For at få skabt et nyt nationalt kompromis om EU er det derfor helt essentielt, at danskerne inddrages på en helt ny måde. Det kræver en offentlig debat, der går et spadestik dybere end for eller imod EU – men også hvorfor EU. Det kræver en folkelig høring, der graver et spadestik dybere i de ord, som danskerne bruger om EU. Størstedelen af danskerne er for europæisk samarbejde, men at der er stor forskel på deres ønsker til virket og kompetencen i det fælles samarbejde.

 

EU skal arbejde på at blive borgernes projekt. Det kræver en klar skillelinje mellem de forskellige niveauer i det politiske samarbejde – det lokale, det nationale og det europæiske – men det kræver også en udvikling af demokratiet på alle niveauer. Det er nødvendigt at få skabt en folkelig dialog og ikke lukke sig inde i et forhandlingslokale på Christiansborg. Hvis ikke alle partier tager ansvar for dette, vil den netop overståede folkeafstemning forvandle sig til en kronisk migræne for det danske folkestyre, hvor ja- og nej-siden debatterer EU ud fra laveste fællesnævner, og hvor befolkningen stemmer i protest over et nationalt og europæisk politisk system, hvor de ikke føler sig hørt.

Derfor ja til afskaffelse af retsforbeholdet

Posted on: december 3rd, 2015 by Mette Frobenius

 

Mette Frobenius

Af Mette Frobenius
 
Jeg har i en måned nu rejst land og rige rundt med et foredrag om "Hvad er det egentligt vi stemmer om, skriver Mette Frobenius, og argumenterer på grundlag af erfaringerne fra hele landet hvorfor et ja torsdag er rigtigt.
 
Jeg har mødt græsrødder, politikere fra alle partier, fagfolk og politisk interesserede borger. Jeg  har læst hjemmesider, informationsaviser, pamfletter, foldere og brochurer. Jeg har været til arrangementer for AOF, LOF, Venstre, Socialdemokraterne og ude på gymnasier og tekniske skoler.
 
Det her fremmer mit ja
Lovforslaget vi stemmer om er en aftale mellem  SF, S, R, K og V. Det  vi normalt kalder "Et bredt forlig henover midten". Noget jeg synes vi VIRKELG ofte mangler i dansk politik. Det fremmer mit ja. Senere har Alternativet bakket op. Det fremmer mit ja. De 6 partier repræsenterer 115 af 179 stemmer i folketinget. Det fremmer mit ja.  Og endeligt er Dansk folkeparti og Enhedslisten er også de to partier, jeg er normalt er mest uenige med. Det fremmer også mit ja.
 
Jeg giver gerne kritikere og tvivlere ret -  JA partierne har kørt en mærkelig kampagne. Noget i retning af: "Hvis du ikke stemmer JA så dør baby". For selvfølgelig ønsker hverken DF, Ø eller LA mere pædofili eller menneskehandel. Men vi er meget uenige om hvordan det bedst kan bekæmpes.
 
For afstemningen handler om hvorvidt vi her og nu skal beholde et fuldt medlemsskab af Europol, når det overgår til overstatsligt samarbejde i løbet af 2016/2017. Og Europol er med til at bekæmpe de ting. Uanset om metroekspres i sidste uge havde en and på forsiden - at Europol ikke opklarer pædofili. Historien passer ikke. Spørg Red Barnet.
 
Og selve valgkampen har rystet rundt på kildehenvisninger i øvrigt. Mine blå NEJ fb venner linker i disse dage rigtigt meget til arbejderen.dk - en netavis udgivet af kommunisterne, og DF´ere er ved at falde i svime over sf'eren Magrethe Auken´s twitter kommentarer. Det er sørme nye tider i debat-danmark.
 
Og - tilbage til Europol - selvom Morten Messerschmidt og Christian Thulesen Dahl har givet en personlig garanti for at vi får en parallelaftale om Europol, så må jeg som desværre skuffe de to herrer- det er hverken DF eller dem, der bestemmer om vi skal have sådan en, det er de andre EU lande. Og den tager tid.  De andre parallelaftaler vi har forhandlet ( vi har søgt 6 og fået 4) har taget mellem 3 og 6 år.
 
Men - der er mange andre ting, der spiller ind. For et er at lytte til politikere, der også har andre dagsordener og skal sælge billetter generelt.
22 organisationer / fagfolk har anbefalet et ja, på et tryggere Danmark.  Det er folk jeg normalt lytter til. Red Barnet, Reden, Børnefonden, politiet, arbejdsgiverne ( DI, DA, Dansk Erhverv). Lønmodtagersiden ( LO, Dansk Metal). Og så min egen forening DJØF. De har hver især læst på lektien om de forordninger / direktiver, der omhandler deres fagområdet. Det er mere, end jeg har kunne sætte mig ind i. Detajlerne altså. Og jeg har endnu ikke - over hele landet - mødt en forening/organsation/bevægelse, der aktivt anbefaler et nej. Bevares, der er uenighed i for eksempel politiet og LO. Men de anbefaler altså stadig et JA.
 
Fesne argumenter på nej-siden
Og jeg er i samtlige paneldebatter blevet mødt med fesne argumenter når jeg forsøgte at udfordre NEJ siden med fagfolkenes holdning.
 
En fra Folkebevægelsen mod EU hævdede i Rønne på Bornholm for de unge på Campus, at der var massere af bevægelser, der sagde nej. Han havde listen derhjemme. Han havde den bare ikke med. Og desværre har han glemt at sende den, som lovet.
 
Den lokale DF kandidat i Thisted mente, at Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiver ikke anede hvad de talte om, når de anbefalede et JA , med udgangspunkt i vores konkurrenceevne. For han vidste bedre. Og Enhedslistens repræsentant på Nørrebro fejede LO´s JA af banen, med begrundelsen at de jo bare var i lommen på socialdemokratiet. Det er simpelthen ikke seriøst nok for mig!
 
Derudover - helt overordnet - deler jeg hverken DF´s frygt for glidebaner i fremtiden  - nok også fordi jeg gerne ser et tæt EU samarbejde - og jeg har heller ikke Enhedslistens frygt for slækkelse af retssikkerheden for danskerne. Både DJØF, Advokatsamfundet og Danske advokater anbefaler et JA. Og jeg er helt overbevist om, at de har læst på lektien.
 
Helt basalt giver det mening for mig, at vi har gensidig anerkendelse af domme, og arbejdet tæt sammen i efterforskningssager, når mere og mere kriminalitet foregår over grænser. Og jeg synes, at den degradering jeg har hørt af rumænske/bulgarske/italienske dommere er overdrevet. Nogle italienske dommere sætter livet på spil i kampen mod at bekæmpe mafiaen. Det kræver altså juridiske balls.
 
Som om vi er til børnefødselsdag
Endelig er der det mere visionære JA. Hvad vil vi med vores fremtidige EU samarbejde?
 
Christel Schaldemose (S) var inde på det i Odense. Altså, at vi på den lange bane bedst løser vores udfordringer i fællesskab. Tror vi på, at 28 lande kan lavet noget konstruktivt, hvis de enkelte nationer hele tiden vil have særregler, forbehold og undtagelser? Lidt som Uffe Elbæk ( Alternativet) for nyligt har meldt ud: Hvis alt var parallelaftaler var der intet EU.
 
Er det ikke lidt som de der børnefødselsdage, hvor der altid er ét, kun ét, barn - der hele tiden vil have særbehandling. Man bliver så træt i længden. Vi har fået et fint tilbud her. Som EU ekspert Marlene Wind siger: Vi har fået muligheden for at pille rosinerne ud af kagen. Det er en form for tag selv EU bord. Så burde vi klappe hælene sammen og slå til.
 
Og ja, det er mærkeligt, at det lige er de 22 retsakter, der er blevet valgt ud i lovforslaget.  Kritikere nævner med rette, at det er dem hvor vi "får noget" . Og ikke dem hvor vi skal "give noget" - a la offerdirektivet, tolkebistanden og asylpolitikken.
 
Vi stemmer om et politisk kompromis fra Folketinget
Men svaret ligger jo lige for - de 22 tilvalg, er resultatet af den politiske studehandel, der blev til lovforslaget. Det er der, de 5 partier kunne bliver enige. Hverken mere eller mindre. Men sådan er brede aftaler - hug en hæl og klip en tå. Sådan er det også på arbejdspladser, i studiegrupper - ja selv i familier og parforhold. Sådan er det med kompromisser.
 
Og med resultatet fra folketingsvalget 2015 i baghovedet ( hvor DF fik 21 procent af stemmerne) er det sund fornuft for mig, at bestemmelserne om asyl og indvandring ikke er med her og nu - for så havde det druknet al anden debat. Som Søren "Sheriffen for det hele" Pind( V) sagde til en debataften hos Europabevægelsen: "Den luns vil vi ikke give DF!". Selvom det skriger til himlen, at der stadig kun tales og ikke handles - selvfølgelig skal EU løse flygtningeproblematikken i fællesskab - og ikke hver enkelt nationalstat for sig. Spørg bare Grækenland og Italien.
 
Folkeafstemninger er iøvrigt slet ikke folkelige
Endeligt er jeg ikke enig i, som NEJ partierne fastholder, at beslutningerne træffes bedste ved folkeafstemninger. De højt besungen "folket taler"  og "vi mister suverænitet" får ikke tag i mig, når statistikken viser, at det kun er ca. hver anden der stemmer til EU valg. Sidst (i 2014) var stemmeprocenten 55,8. Så folket gider jo ikke sætte sig ind i tingene?. Og fri mig for "Vi forstår ikke hvad der sker". Som pligtopfyldende borger - så må man undersøge det, før man stemmer.
 
Søren Gade (V) gav dog tvivlerne en fremstrakt hånd i Ålborg: "Hvis vi ikke engang klart kan fortælle vælgerne, hvorfor vi synes det er vigtigt med Europol samarbejdet, så har vi ikke gjort det godt nok, og så bliver det op ad bakke fremover i EU".
 
Derfor siger jeg JA. Et stort JA. Jeg tror på, at vi langt bedre kan løse vores fremtidige udfordringer i fællesskab med de andre EU lande, end nationalt. Verden står i flammer nogen steder, og løsningerne skal findes i sammenhold - ikke i nationale snævre interesser og opsætning af grænsebomme.
 
Og jeg deler ikke mistroen til folketingspolitikerne. Faktisk ser jeg det som forudsætningen for et folkestyre- at vi har tillid til de folk, vi stemmer ind til at repræsentere os. Hvis folket ikke stoler på dem de stemmer ind i Folketinget, så må de sgu stemme nogen andre ind næste gang. Og jeg tror på, at de 6 partier bag forslaget respekterer den politiske aftale der er indgået. Selvom besætningen bliver skiftet ud undervejs.
 
Hvis du - af en eller anden mærkelig grund - skulle have brug for anden informaion end mit farvede indlæg - så læs på mere uvildige sider - fra henholdsvis folketinget og justitsministeriet: http://www.ft.dk/ & , http://www.3december.dk/ eller tag valgtesten på dr.dk. Endelig har de politiske partier også meget liggende.
 
Ps - det er også farvet  :-)

Godt valg!

 

 

 

Indlægget er også bragt på www.denoffentlige.dk

Retsforbeholdet: Fordel eller fodlænke?

Posted on: december 2nd, 2015 by Simon Paludan

 

D. 3. december skal danskerne igen til stemmeurnerne. Denne gang handler det ikke om, hvilke partier der skal lede Danmark, men derimod om, hvilken vej Danmark skal hen i Europa. Danmarks retsforbehold betyder, at vi i dag står uden for EU-samarbejdet på flere vigtige områder. Det er måske ikke noget, man tænker over til daglig, men det har rent faktisk betydning for et stort antal danskeres hverdag alligevel.
 
Et konkret eksempel kunne være Emma. Emma er 19 år, og bor i Tønder. Emma havde for et år siden en ubehagelig oplevelse med en ældre mand på et diskotek, og har derfor fået et polititilhold, hvilket betyder, at manden nu ikke længere må kontakte hende. Det er Emma langt fra ene om; faktisk anslår Justitsministeriet at ca. 100.000 danskere udsættes for stalking hvert år. En dag bliver Emma inviteret til fest i Flensborg med sine veninder. Emma tager dog ikke med. Hun ved nemlig, at danske polititilhold ikke gælder i udlandet, og er bange for at møde manden, hvis hun rejser ud af landet. Emma er dog ikke den eneste dansker, for hvem folkeafstemningen har betydning.
 
Mikkel er fem år gammel. Hans mor er fra Spanien og hans far er fra Danmark. De er lige blevet skilt, og kan nu ikke enes om, hvem der skal have forældremyndigheden. Det kan de danske og spanske myndigheder heller ikke. Derfor er Mikkel nu fanget i midten mellem mor og far. En dag tager Mikkels far til Spanien for at hente ham, som de danske domstole har givet ham lov til, hvilket resulterer i, at de spanske domstole lægger sag an mod faderen for kidnapning. Sidste år blev 21 børn bortført fra Danmark til andre EU-lande, og tendensen er støt stigende.
 
Til sidst er der Jørgen. Han har investeret i en virksomhed i Holland. Den hollandske virksomhed går imidlertid konkurs efter et par år, og nu finder Jørgen ud af, at Danmark står uden for de fælles EU-regler om konkurs. Det betyder, at Jørgen står sidst i rækken, når der skal uddeles penge fra konkursboet, og han ender da også med ikke at kunne få det særlig meget af den oprindelige investering tilbagebetalt. Jørgens privatøkonomi er nu temmelig presset, og han afholder sig fra den slags investeringer i fremtiden.
 
Vores historier er fiktive, men de afspejler desværre nogle af de konsekvenser, som retsforbeholdet har for danskere i Europa hver dag. Folk som Mikkel, Emma og Jørgen sidder ude i stuerne lige nu, og deres historier kunne være endt meget anderledes, hvis ikke vi havde stået uden for de fælles regler og rettigheder.
 
Vores forbehold er 22 år gammelt i dag, og kom til verden i en tid, hvor vi var bange for, hvad Den Europæiske Union ville indebære. Ville nationalstaterne ophøre med at eksistere? Skulle vi have en fælles EU-hær? Et europæisk USA? Dette blev ikke tilfældet. Retsforbeholdet skulle være en sikkerhedsgaranti for danskerne, men er i stedet blevet en fodlænke om benet på os alle sammen. Hvor længe skal vi blive ved med at acceptere, at vi har dårligere rettigheder end vores europæiske medborgere i EU? Det er dét, vi skal stemme om d. 3. december, og det er derfor, vi bør stå sammen om et JA.
 
Indlægget er skrevet af:
 
SimonSimon Hjorth Paludan
Europaordfører, Radikal Ungdom
Grønjordskollegiet 1, 3. 1409, 2300 København S
Tlf: 40 50 07 08
Mail: simonpaludan95@gmail.com
 
 
 
 
 
Valg frit copyCasper Pedersen
Europapolitisk ordfører, Venstres Ungdom
Niels Bohrs allé 23, 2, -1217, 5230 Odense M
Tlf: 42 22 77 35
Mail: cp@vu.dk

 

 

 

Tror du på Danmark? Så stem JA til dansk indflydelse.

Posted on: december 2nd, 2015 by Mathias von Jessen

 

Mathias von Jessen (1)

Af Mathias von Jessen, Folketingskandidat for det Radikale Venstre

 

Alle vælgere kan berettiget føle sig forvirrede oven på en valgkamp med usmagelige indslag.
 
På ja-siden har nogen fortalt en underlæggende historie om, at EU-modstandere faktisk stemmer nej, fordi de ønsker kriminelle det godt. På nej-siden har man forsøgt at tale sig til et patent på ønsket om at beskytte det danske demokrati, somom ja-sigere ærligt ønsker at indskrænke borgernes indflydelse. Begge af disse fortællinger er naturligvis noget vrøvl. Tak til alle der holder sig til at diskutere med udgangspunkt i egne værdier, og til dem som tager modstandersiden rationale alvorligt.
 
Hermed et bidrag til debatten, kort før lukketid.
 
Som ja-siger indrømmer jeg gladeligt, at jeg er dybt, dybt forelsket i prinsesse Europa og værdigrundlaget, som udgør den Europæiske Union. Tænk sig, at 28 lande aktivt har tilvalgt hinanden i et forpligtende fællesskab på grund af deres ligheder og på trods af deres forskelligheder. Og tænk sig, at den demokratiske proces i Bruxelles er indrettet efter det princip, at vi her til lands bliver repræsenteret som såvel danskere og europæere, når fælleseuropæisk lovgivning vedtages. Som europæere varetages vores interesser i Parlamentet, alt imens vores nationale interesser bliver repræsenteret i Ministerrådet. Smukkere eksempel på mellemfolkeligt samvirke findes næppe.
 
Fælleskaber er naturligt forpligtende, og derfor er det en grim torn i øjet på undertegnede ja-siger, at Danmark ikke indgår som fuldgyldigt medlem af det europæiske samarbejde.
Som modsvar til nej-sidens fortælling om at danskerne indflydelse er begrænset i Bruxelles: Vores indflydelse er lige akkurat så stor, som vores folkevalgte MEP’ere og regeringens dygtighed tillader det, og vi må forvente, at også de folkevalgte i Bruxelles er i stand til at indgå politiske kompromisser, fuldstændig som vi kender virkeligheden fra Christiansborg.
 
Det er således ikke danskernes relative indflydelse, der sættes til afstemning i morgen. Snarere skal vi afstemme, om vi tror på hvordan vi bedst kan gøre vores indflydelse gældende som et fuldgyldigt medlem af EU? Og om vi tror på at klub-EU vil eksistere, hvis alle deltagere frit kan vrage fællesskabet efter forgodtbefindende?
 
Ville det ikke være nemmere, hvis alle politiske beslutninger kunne træffes på Christiansborg? Tjo, måske, hvis ikke vi stod med kontinentale og globale udfordringer, der kalder på fælles løsninger. Vores bøvl er, at de fælleseuropæiske udfordringer berører os, uanset om vi være med i klubben eller ej, og derfor er det absurd at italesætte torsdagens folkeafstemning som et spørgsmål om suverænitetsafgivelse.  Danskerne har aldrig besiddet egenhændig suverænitet over vores politikker på områder som grænseoverskridende kriminalitet, økonomi, forsvar eller været i stand til isolere egen kultur. Anerkender man globaliseringens eksistens, og at politik er balancepunktet imellem idealer og det muliges kunst, så må vi naturligvis indrette vores politikker derefter og deltage i det europæiske samarbejde.
 
Så hvad vinder vi ved at stemmer ja? Vi vinder dansk suverænitet til at deltage i det fælleseuropæiske samarbejde, som vitterligt vedkommer alle danskere. Danskernes indflydelse bliver væsentligt større ved et ja end hvis vi stemmer nej, og efterfølgende tilslutter os samarbejdet gennem en parallelaftale og fremover står uden repræsentation i relevante fora. Hvis vi stemmer nej, kommer vores minister ikke til at sidde med ved det retspolitiske forhandlingsbord i Bruxelles, men vi accepterer alligevel at følge vores nabolandes politiske kurs. Fra nej-sigerne, der kærer sig om danske værdier og dansk indflydelse, savner jeg troen på at danskerne har noget at bidrage med til fællesskabet, og troen på justitsministerens evne til at forhandle danske interesser hjem i ministerrådet. Nærer man en sådan alvorlig mistillid til en minister, så prøv med et mistillidsvotum i folketingsalen.
 
Det er og bliver en myte at Europa-Parlamentet direkte vedtager dansk lovgivning, og at danskerne er underlagt vores medeuropæeres vilje – altså lige med undtagelse af de områder, som danskerne frivilligt har forbeholdt sig retten til at underlægge sig. Som ja-siger har jeg et behov for at understrege, at det ikke er en selvstændig målsætning, at al politisk beslutningskompetence flyttes nær eller langt væk fra borgerne. Derimod er det ja-sidens målsætning at placere politisk beslutningskompetence i det politiske forum, hvor borgernes indflydelse er størst – om det er på kommunalt, regionalt, nationalt eller internationalt niveau.
 
Europa-politik er altid værdipolitik. Torsdag skal vi stemme ja til at øge danskernes indflydelse via det europæiske fællesskab, og dermed skal vi tilvælge os selv et sæde ved det forhandlingsbord, hvor vi faktisk kan gøre en forskel og vedtage løsninger på fælleseuropæiske udfordringer.
 
Europa er verdens mest komplekse og konsensusprægede demokrati. Det er det, jeg er forelsket i.

 

 

 

 

Dansk særordning, ja tak!

Posted on: december 1st, 2015 by Jeppe Kofod

 

DK

Af Jeppe Kofod,  Gruppeformand for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet

 

På torsdag stemmer vi om, hvorvidt Danmark skal have en særordning, når det gælder vores deltagelse i EU's politi og retssamarbejde. 
 
Stemmer vi ja, får vi tilvalgsordningen. Med den kan vi - uden at spørge andre i EU - frit kan vælge, hvilke dele af politi- og retssamarbejdet Danmark vil deltage i. Der er kun to andre lande i EU, der har formået at forhandle sådan en aftale hjem. Med andre ord er den danske særordning - såkaldt tilvalgsordning protokol 22 i Lissabontraktaten - den eneste garanti for, at vi danskere forsat kan være med i og styrke politisamarbejdet mod alvorlig grænseoverskridende kriminalitet i enhver form og kampen mod terrorisme.
 
Nej-siden vil også have danske særordning(er), men glemmer bare at fortælle, at vi allerede har forhandlet en yderst favorabel særordning hjem. Den hedder tilvalgsordningen.
 
Endelig glemmer de også at nævne, at et nej på torsdag betyder, at vores retsforbehold vil isolere Danmark endnu mere fra samarbejdet med de 27 andre EU-lande på politi- og retsområdet.
 
Ikke mindst fordi Danmark så sætter sig selv uden for døren, når beslutningerne skal tages i både Europol og i EU.
 
De øvrige EU-lande har allerede aftalt at styrke politisamarbejdet markant i Europa set i lyset af terrortrusler og den alvorlige organiserede grænseoverskridende kriminalitet. Her havde Danmark ikke en pind at skulle have sagt - netop fordi vores retsforbehold satte os uden for indflydelse.
 
Enhver ansvarlig politiker bør tænke på, hvordan vi giver danske myndigheder de bedste redskaber til at sikre os danskeres tryghed.
 
Bliver Danmark et slaraffenland for terrorister, narkobander og børnepornonetværk, hvis vi stemmer nej? Selvfølgeligt ikke. Men den simple og klare sandhed er, at det bliver væsentligt sværere at være politibetjent i Danmark, hvis man ikke længere kan være med til at træffe beslutningerne i Europol og ikke længere har direkte adgang til Europols informationsdatabaser.
 
Et ja til den danske særordning - tilvalgsordningen - er et vigtigt skridt på vejen, så kriminelle og terrorister mere effektivt kan bekæmpes. Et ja til tilvalgsordningen sikrer dansk politi en central rolle i det nye styrkede Europol. Et nej, sender dem uden for døren. Vi ved ikke hvor længe. Og vi ved ikke, på hvilke vilkår de eventuelt kan vende tilbage.
 
Et nej vil isolere Danmark fra samarbejdet med de 27 andre EU-lande og 500 mio. borgere i Europa, som er fuldt og helt med i bl.a. Europol. Derfor siger jeg ja tak til den danske særordning.
 
 

 

Når afgivelse af suverænitet er et historisk bedrag

Posted on: november 30th, 2015 by Louise Lindhagen

 

Louise Lindhagen.jpg

Når vi danskere trækker gardinet for til stemmeboksen på torsdag, trykker blyantsstiften mod det tynde karton, og sætter vores kryds for eller imod omdannelsen af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, sker det på et forældet grundlag.

 

 

Juridisk set skal vi til stemmeboksen, fordi vi afgiver suverænitet til EU. En nationalstats suverænitet er officielt forbundet til nationens geografiske område, hvor staten er den øverste magt over befolkningen på territoriet. Med et ja til tilvalgsordningen vil et almindeligt flertal i Folketinget kunne overdrage suverænitet til EU på det retslige område. Dermed omgås den grundlovsbestemte regel om, at der enten skal være fem sjettedeles flertal i Folketinget eller en godkendelse fra befolkningen ved en folkeafstemning for at afgive suverænitet til en mellemfolkelig myndighed som EU.

 

 

På de områder, som vi stemmer om på torsdag – politisamarbejde, strafferet, civilret, handelsret og asyl- og immigrationspolitik – er nationalstatens suverænitet for længst forsvundet. Det kan være så godt som umuligt at håndhæve nationale love og sikre de danske borgere på eller uden for det danske territorium på grund af de nye globale og teknologiske strømninger.

 

 

Suverænitet er ikke et statisk begreb. På dansk har det sin oprindelse i Kongeloven fra 1665, der gjorde kongen suveræn med sin enevoldsmagt. Kongen alene var den lovgivende magt, havde ret til at føre krige og indgå i forbund med andre lande. I Grundloven af 1849 blev suveræniteten hevet ned til den eksklusive del af befolkningen, som havde stemmeret. Efterfølgende grundlovsændringer har gradvist givet en større og større andel af den danske befolkning suveræniteten. Ved den seneste grundlovsændring i 1953 blev den danske befolknings mulighed for at afgive suverænitet ved en folkeafstemning indskrevet som supplement til bestemmelsen om fem sjettedeles flertal i Folketinget.

 

 

Det danske samfund har ændret sig siden 1953. Nationalstatens værktøjskasse er rungende tom, når det kommer til bekæmpelse af menneskehandel og retsforfølgelse af bagmændene, håndhævelse af retsprincipper over for cyberkriminalitet, håndhævelse af regler for separation, skilsmisse og forældremyndighed på tværs af Europas grænser og garantere danske virksomheders retssikkerhed i forhold til inddrivelse af gæld.

 

 

Ifølge Grundlovens ordlyd er der tale om en suverænitetsafgivelse, når vi stemmer på torsdag. Men suveræniteten er for længst gledet ud af hænderne på den danske nationalstat. For at genvinde en del af den svundne suverænitet er det nødvendigt at sikre, som ja-siden hævder, at Danmark får indflydelse på de regler, der kommer til at gælde i Danmark og resten af Europa. Samtidig handler det om, som nej-siden hævder, at sikre selvbestemmelse på nationalt plan. Og endelig, som hverken ja- eller nej-siden drister at nævne, handler det om at sikre, at andre lande er forpligtet i et effektivt, internationalt samarbejde, der garanterer fælles regler og gensidig anerkendelse af domme afsagt i andre stater.

 

 

Dette kan vi få med et ja til tilvalgsordningen på torsdag. Tilvalgsordningen giver Danmark indflydelse på forhandlinger og vedtagelse af love på EU’s retspolitiske område. Den øger samtidig Folketingets mulighed for at bestemme, om og i så fald hvilke af EU’s love, som Danmark skal tiltræde. Og endelig sikrer den, at Danmark kommer til at tage del i et gensidigt forpligtende fællesskab.

 

 

At kalde tilvalgsordningen for en afgivelse af suverænitet er en juridisk korrekt tolkning af Grundloven, men et historisk bedrag, der lukker øjnene for Danmark i en verden i hurtig forandring. Nationalstatens suverænitet er allerede blevet udhulet af virkeligheden. Tilvalgsordningen kan vise sig at være den løsning, der sikrer dansk indflydelse, dansk selvbestemmelse og et forpligtende europæisk fællesskab.